Mediefag

Har du lyst til at blive klogere på mediernes rolle i samfundet? Er du fascineret af de levende billeders forførende univers? Og brænder du for at lave dine egne film? Så er mediefag måske noget for dig.

Teoretisk og praktisk fag

Mediefag er et teoretisk (analytisk) og praktisk (kreativt) fag, og de to tilgange hænger tæt
sammen og fylder omtrent lige meget i undervisningen.

Som mediefagselev lærer du at forholde dig nysgerrigt, analyserende og kritisk til forskellige medieproduktioner, fx spillefilm, dokumentargenrer, video-essays og forskellige typer af YouTube-videoer. Du kommer også til at arbejde kreativt og selvstændigt med filmmediet, og med et kamera i hånden oplever du en undervisning, der både foregår på skolen og på locations uden for skolen, når du og dine kammerater producerer korte reklamespots, minutfilm nyhedsindslag og andre former for produktioner.

MG Filmfestival

I maj måned afholder vi Middelfart Gymnasiums årligt tilbagevendende filmfestival **MG Filmfestival**, hvor de bedste film fra de forskellige mediefagshold vises og bedømmes af en ekstern jury og af publikum. Filmfestivalen foregår i den store sal i Panorama Middelfart med masser af humor, glimmer, fest og farver.

C- eller B-niveau

På Middelfart Gymnasium kan du få mediefag på c- og b-niveau.

I 1g kan du vælge mediefag som kunstnerisk fag på c-niveau, og i 2g og 3g kan du få mediefag som valgfag på c-niveau eller på b-niveau, hvis du allerede har haft mediefag på c-niveau i 1g eller 2g.

På hf kan du vælge mediefag i en af fagpakkerne og som valgfag på c-niveau.

Uanset om du har mediefag på c- eller b-niveau, på stx eller hf, kommer du til at deltage i et forpligtende samarbejde med andre elever.

Eksamen

Eksamen i mediefag omfatter både en praktisk og en teoretisk-analytisk delprøve. Den praktiske delprøve foregår som en gruppeeksamen, hvor du og din gruppe præsenterer og evaluerer jeres eksamensproduktion, og i den teoretisk-analytiske delprøve skal du analysere et kort filmcitat inden for et kendt forløb – fx en filmgenre, en instruktør, tv-serier eller dokumentartyper.

I den daglige undervisning samarbejder vi bl.a. med Odense Filmværksted og Mediemuseet i Odense.

Undervisere

 

Kate Marvig Ravn
Nicolai Risskov Rasmussen

 

Tilbage til fagoversigten

STX – En bred uddannelse

Bliv klogere på STX og studieretningerne

Læs mere om STX

HF – Den korte vej videre

Lær mere om den 2-årige gymnasiale uddannelse

Læs mere om HF

Helt ærligt –
noget særligt.

Her starter de bedste år af dit liv.
Og det er uanset, om du vælger en
HF eller en studentereksamen.

Læs mere om MG