MG’s elevråd
Har man som elev overhovedet nogen indflydelse på, hvordan hverdagen på MG ser ud? Det korte svar er: JA! Elevindflydelse er et vigtigt element i den demokratiske dannelse, og vi er rigtig stolte af vores engagerede elevråd. Elevrådet består af 15 elever, som repræsenterer alle årgange og spor, og de fungerer som talerør mellem elever, ledelse og lærere.
Som et nyt tiltag afholder elevrådet to årlige stormøder med deltagelse af alle skolens elever. Ved disse stormøder har elevrådet mulighed for fx at fremlægge deres årsrapport, diskutere aktuelle emner og træffe beslutninger via afstemninger.
Og bliver der så lyttet til elevrådet? Igen er svaret: JA! Hør hvad Karla fortæller om sit arbejde og sin motivation for at bruge tid og kræfter på elevrådsarbejdet:
Elevråd er ægte demokrati
Af Karla Arvad Meier, forperson for Elevrådet 2023-24
“Demokrati er fundamentet for vores land, vores by og vigtigt i den her sammenhæng – vores skole. En smule oppustet kan det lyde, men det er det faktisk ikke.
Udvalgsarbejde og Elevrådet på MG er en stor del af min hverdag, ikke blot som elevråd, men som et billede på den indflydelse og elevinddragelse, der på MG vægtes højt. Udvalgsarbejdet, frivillige timer og fællesskaber, der bygges op af at sidde sammen i grupper og udvalg, på tværs af klasser og årgange, arbejde sammen om projekter og nye ideer til sjove tiltag der kunne forbedre vores dagligdag på skolen, er alt sammen med til at gøre gymnasielivet sjovere.
I Elevrådet sidder nogle af mine bedste venner her på gymnasiet, relationer der helt sikkert er kommet ud af at side i udvalg sammen. Det er fedt at være med til at gøre dagligdagen federe på gymnasiet, og det giver energi at kunne skabe noget sammen med andre. Om det er temadage, koncerter, høvdingeboldsturneringer, forhandlinger til lidt længere pauser eller nemmere tilgængelige bind og tamponer på toiletterne, så er projekterne med til at forbedre vores hverdag hver dag.
Når man sidder i Elevrådet og andre udvalg på skolen, lærer man helt enormt meget. Efter min mening lærer man mest af at gøre. Udvalgsarbejdet er her, hvor man får en smag på ”den virkelige verden”, erfaringer som at søge fonde, planlægge events og have en generel formidlingsopgave på vegne af en stor gruppe giver store erfaringer, som er fede at have med videre i livet efter gymnasiet. Det er spændende at få alle disse erfaringer og evner, og det bringer stor mening til dagligdagen her på gymnasiet.”
Karla Meier og Oskar Skaarup - forpersoner for Elevrådet i skoleåret 2023-24.
Juleklip organiseret af Elevrådet og Aktivitetsudvalget.
I 2024 lavede Elevrådet en anti-snus-kampagne, hvor de bl.a. producerede denne musikvideo:
Alkoholfri-lounge
Når der er gymfest på MG står Elevrådet klar med en alkoholfri-lounge, hvor man kan hygge sig i sofaerne og få en lille pause fra floor, mens man får tanket op med vand.
Elevdemokrati
I september og marts afholdes stormøder, hvor alle skolens elever samles. I september er der valg til elevrådet, mens stormødet i marts er status og årsberetninger fra elevrådet og elevudvalget.