(+45) 64 41 22 72 mail@middelfart-gym.dk

Fremmedsprog

En verden af sprog

Uanset hvilken studieretning eller fagpakke man ender med at vælge, så er det helt afgørende at kunne kommunikere med omverdenen. Derfor gør vi meget ud af at klæde vores elever bedst muligt på til at kunne begå sig på både dansk og fremmedsprog i forskellige sammenhænge.

Ud over den daglige undervisning har vi også en række tilbud til de elever, som brænder særligt for sprog, eller som ønsker at dygtiggøre sig yderligere i et eller flere fremmedsprog.

Her kan du læse om nogle af disse tilbud, og du kan møde nogle elever, som har deltaget i disse aktiviteter.

Sprogcafé

Bienvenidos, добро пожаловать, ようこそ, Benvenuto … ja, der er mange måder at sige det på, men alle er velkomne i MG’s SprogCafé!
 
Hvor mange sprog har vi mon på MG? Og hvilke sprog synes du er spændende? SprogCaféen er et tilbud for dem, der har lyst til hygge og spændende samtaler med ligesindede – eller som bare har lyst til at lade sig inspirere og være med.  Der vil være international musik, leg, gode og inspirerende samtaler, og mad og drikke fra forskellige steder i Verden.
 
Vi afholder SprogCaféer i løbet af skoleåret med forskellige temaer. I grundforløbet er der en række obligatoriske SprogCaféer i forbindelse med grundforløbet, og i resten af skoleåret vil der være nogle frivillige SprogCaféer. Her er det ofte elever, som kommer med ideer til temaerne.

LinK – Lernen durch interkulturelle Kommunikation

På MG har vi et samarbejde med den amerikanske Decatur High School, som ligger i Staten Georgia. Samarbejdet er centreret om sprogundervisning med fokus på tysk og engelsk.
 
Vi besøger skiftevis hinanden med en gruppe elever, hvor gæsterne bor hos værtselevernes familier i de to uger, som besøget varer.
 
Når vores elever besøger USA, underviser vi de amerikanske elever i tysk. Når vi har besøg af de amerikanske elever på MG, laver de undervisningsforløb for vores elever i engelsk.
 
Derudover laver eleverne også en masse kulturelle og sociale aktiviteter både på og uden for skolen, og der bliver altid knyttet venskaber på tværs af eleverne.

Sprogskole i Spanien og Frankrig

MG tilbyder alle spansk- og franskelever i 3g et sprogskoleophold i hhv. den lille landsby Colmenar, lidt nord for Malaga, og i Nice.

Sprogskoleopholdet giver et enormt løft i din evne til at kommunikere på spansk/ fransk og en uforglemmelig oplevelse af spansk/ fransk kultur. Du får fire timers undervisning på sprogskolen pr dag og deltager i en lang række aktiviteter arrangeret af sprogskolen eller dig selv og dine kammerater. Du bor hos en indfødt familie og befinder dig i et miljø, hvor du taler sproget hele tiden.

Sprogskoleopholdet varer 1 1/2-2 uger, hvoraf den ene er efterårsferien.

Goethe og Cambridge

Har du lyst til at blive endnu dygtigere til engelsk eller tysk? På MG tilbyder vi engelskundervisning i samarbejde med Cambridge og tyskundervisning i samarbejde med Goethe-Instituttet.

Undervisningen er et supplement til den almindelige sprogundervisning på MG, og den giver de deltagende elever mulighed for at blive certificerede i hhv. Cambridge niveau C1 og Goethe Zertifikat niveau B1 eller B2.

Læs mere om disse tilbud ved at klikke på knapperne herunder!

Af Klara Darling, 2z 2024.

“Jeg synes, det er virkelig spændende at arbejde med og lære nye sprog. Udover at man kan lære at kommunikere med folk fra andre lande, lærer man også om nye og forskellige kulturer.

Jeg har med skolen deltaget i en tysk debatkonkurrence arrangeret af Goethe Instituttet. Her skulle vi dyste mod andre skoler i relevante emner, som fx bæredygtighed og sociale medier. Forberedelsen foregik på skolen med hjælp fra de forskellige tyskhold og skolens tysklærere. Den første debat blev afholdt på skolen, hvor vi skulle diskutere aldersgrænse på de sociale medier. Herfra gik vi videre til finalen, der blev afholdt på den tyske ambassade i København. På ambassaden skulle vi diskutere, om hvorvidt bæredygtighed skulle indføres som skolefag, og her gik Middelfart Gymnasium med sejren!

Debatkonkurrencen var en fed oplevelse, da jeg både blev bedre sprogligt, havde et godt samarbejde på tværs af tyskholdene og mødte nye mennesker.”

Af Nanna Hinke, 3u 2024.

“I min tid på MG har sprog spillet en rimelig stor rolle. Selvom jeg har valgt studieretningen Matematik A og Samfundsfag A, har der været forskellige muligheder for, at jeg også har kunne studere sprog. Som en del af min studieretning har jeg haft engelsk på B-niveau, og derudover har jeg valgt tysk som fremmedsprog, som jeg i 3.g valgte at hæve til et A-fag. Jeg tog valget, fordi jeg synes, at tyskundervisningen er virkelig hyggelig og generelt anderledes fra mange af de andre fag på gymnasiet. Mit niveau i tysk gør, at jeg fortsat kan se konkrete fremskridt for hver time, hvad enten det er mundtligt eller skriftligt, og det har været en stor motivationsfaktor for mig.

I 3. g viste min tysk- og engelskundervisning sig desuden at blive virkelig nyttig ude i den virkelige verden. Jeg var nemlig så heldig at blive en del af et “LinK”- projekt. Et projekt opstartet og ledet af to af vores fremmedsprogslærere. Projektet indebar, at jeg i september 2023 sammen med en del af mine klassekammerater fra tysk-A holdet hoppede på et fly til USA, hvor vi skulle bo i 2 uger med det formål at undervise amerikanske high-school elever i tysk. Modsat kom de unge amerikanere, som vi boede hos, her til Danmark et halvt år senere, hvor de underviste elever fra Middelfart Gymnasium i engelsk. Både mine tysk- og engelskfærdigheder blev udviklet på turen, men jeg udviklede mig også som person. Det var en helt unik mulighed for at bruge BÅDE dansk, engelsk og tysk i min kommunikation med andre mennesker. Selvom det var svært at finde hoved og hale i alle sprogene, var det helt vildt lærerigt bare at blive smidt ud i virkeligheden og faktisk være tvunget til at bruge det, jeg havde lært i min undervisning på gymnasiet. Generelt var sprogene grundlag for mange opture – både følelsen af at lære amerikanerne tysk, men også succesen i at kunne forbedre mit engelsk, når jeg snakkede med min værtsfamilie eller amerikanerne på holdet, der endte med at blive mine rigtig gode venner. Her fandt jeg virkelig en tryghed i bare at snakke løs på engelsk og samtidig bare grine, når jeg lavede fejl eller måtte mime et ord.”

Sprogskole i Colmenar

Hvert år tilbyder vi vores spanskelever at komme på sprogskole i den spanske by Colmenar. Eleverne indkvarteres hos spanske familier, følger undervisning på en spansk skole og oplever en masse lokal kultur. Og vigtigst af alt: De får talt en masse spansk!
 
I denne video har vores elever lavet en stemningsrapport fra deres ophold i Colmenar i 2024.