(+45) 64 41 22 72 mail@middelfart-gym.dk

Studie- og ordensregler

Studie- og ordensregler

På Middelfart Gymnasium og HF har vi dette sæt af studie- og ordensregler, som alle nye elever introduceres for ved skolestart. Skolens elever er forpligtet til at holde sig orienteret om reglerne, der kan findes på skolens hjemmeside. Vi ønsker med reglerne at sikre, at skolen danner rammen om elevernes faglige og personlige udvikling i et miljø, som virker stimulerende og engagerende for den enkelte elev, og at kulturen på skolen præges af et godt fællesskab og en god kontakt mellem ledelse, lærere og elever.

Reglerne er hørt i Pædagogisk Råd og Elevrådet og derefter vedtaget af skolens bestyrelse på baggrund af Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr.  1338 af 9. december 2019 om studie- og ordensregler m.v. i de gymnasiale uddannelser.

Studie- og ordensreglerne træder i kraft 1/12 2023 og gælder for eleverne på Middelfart Gymnasium & HF. De gælder først og fremmest i undervisningstiden, hvad enten undervisningen foregår på skolen eller uden for skolen, f.eks. i forbindelse med ekskursioner eller studierejser. De kan imidlertid også anvendes over for elever i situationer uden for undervisningstiden, når deres adfærd skønnes at have direkte indflydelse på undervisningsmiljøet, herunder orden og samvær på skolen.

1. Ordensregler – det gode fællesskab

Du skal altid overholde almindelige normer for god orden og samvær og behandle andre elever, skolens ansatte og skolens bestyrelsesmedlemmer med respekt, ligeværdighed og tolerance. Du har pligt til umiddelbart og loyalt at efterfølge de konkrete anvisninger, som skolens ansatte giver dig mundtligt eller skriftligt for at opretholde eller genoprette god orden på skolen.

Mobning, krænkende adfærd, herunder deling af krænkende materiale (fysisk såvel som digitalt), er helt uacceptabelt. Du kan til enhver tid henvende dig til ansatte på skolen, hvis du har behov for råd og vejledning, hvis du oplever krænkelser, eller hvis du oplever, at andre udsættes for krænkende adfærd.

Voldelig og truende adfærd accepteres ikke på Middelfart Gymnasium og HF.

Du skal bruge institutionens lokaler, arealer, faciliteter og inventar med omtanke, herunder deltage i individuel og fælles oprydning. Du må ikke indtage mad i undervisningen, medmindre læreren dispenserer. Du skal selv sortere og fjerne dit affald og benytte affaldsspandene.

Du har ansvaret for egne handlinger og omfattes af de almindelige erstatningsregler. Det betyder, at du har erstatningspligt, hvis du ødelægger skolens ejendom eller genstande, som tilhører andre elever, ansatte eller naboer. Erstatningspligten gælder også på ekskursioner og i forbindelse med andre undervisnings-aktiviteter uden for skolen. Beskadigelse af bygninger, inventar og apparatur af enhver art skal straks meddeles til kontoret. De bøger, som du får stillet til rådighed, skal behandles med omhu. Visse undervisningsmidler anskaffer du selv. Hvis en bog eller andre af skolens undervisningsmidler bortkommer eller ødelægges, skal den erstattes.

Skolen har særlige regler for anvendelse af digitalt udstyr (f.eks. mobiltelefoner og computere). Der er udarbejdet et særligt kapitel af studie- og ordensreglerne (”Antimobbestrategi”), som har til hensigt at forhindre alle former for mobning mv. Skolens ledelse kan ved overtrædelse af ordensreglerne bestemme, at du ikke må medbringe nærmere bestemt udstyr på skolen.

Handel, indsamlinger og uddeling af kommercielt eller politisk materiale må kun ske efter aftale med rektor.

Du skal vise hensyn til skolens naboer, så de ikke bliver unødigt generet af aktiviteter på skolen.

 

1.a – Alkohol, rygning og euforiserende stoffer

På Middelfart Gymnasium og HF ønsker vi ved dialog og almen information at understøtte en god samværskultur, hvor alle føler sig velkomne og i trygge rammer. Derfor har vi indgået aftale med de øvrige fynske gymnasier og ungdomsuddannelserne i Trekantområdet om nogle retningslinjer for alkohol, som vi alle er fælles om. Det betyder, at det i mange situationer er helt forbudt at være påvirket af alkohol og i andre, at vi åbner for muligheden for, at alkohol kan nydes med måde.

Det er forbudt at møde påvirket af alkohol til undervisningen, ligesom det er forbudt at indtage alkohol på skolen. Skolens ledelse kan i forbindelse med særlige arrangementer, fester og lignende dispensere fra forbuddet, således, at moderat indtagelse af alkohol kan tillades. Hvis du møder til eller undervejs i et sådant arrangement fremstår meget påvirket, vil du blive afvist i døren eller bedt om forlade festen. Er du under 18 år, kontakter vi selvfølgelig dine forældre/værger, sådan at de kan hente dig.

Skolens område er røgfrit, ligesom skoletiden er røgfri. Derfor må du ikke bruge nogen former for tobak, e-cigaretter, snus eller lignende i skoletiden. Skoletid defineres af skemaet i Lectio – forbuddet kan derfor også gælde ekskursioner om aftenen og studierejser.

Det er i øvrigt strengt forbudt at besidde, indtage eller handle med euforiserende stoffer. Dette totalforbud gælder i alle sammenhænge, der implicerer skolen. En overtrædelse vil medføre bortvisning.

Skolen kan kræve, at du frivilligt medvirker til en test for alkohol og andre rusmidler.

 

1.b – Særligt om aktiviteter uden for skolen

Ved aktiviteter uden for skolen har du pligt til at efterleve de retningslinjer, som den din lærer afstikker. Din lærer har ret til at træffe de nødvendige afgørelser, herunder (i tilfælde af alvorlige forseelser) at sende dig hjem på egen regning. Se endvidere ”Kodeks for studieture og ekskursioner

Når undervisningen foregår uden for skolen (f.eks. ekskursioner), kan du afkræves en egenbetaling svarende til ca. 100,- kr. pr. døgn/dag til forplejning.

Af hensyn til sammenhængen i undervisningen er det vigtigt, at alle elever deltager i undervisningsaktiviteter uden for skolen.

Du opfordres til i god tid at oplyse skolen om særlige forhold af f.eks. helbredsmæssig art, der kan påvirke aktivitetens forløb.

Skolens sanktionsmuligheder er beskrevet i afsnittet ”Procedure og sanktioner ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne”.

2. Studieregler

Du skal møde frem til og deltage aktivt i undervisningen. Det gælder, uanset om undervisningen foregår på eller uden for skolens område, herunder ved ekskursioner, studieture m.v. Dog gælder der særlige regler ifm. afvikling af ekskursioner og studieture: Kodeks for studieture og ekskursioner

Den daglige undervisning er normalt placeret mellem kl. 8 og 16 mandag til fredag. Du skal være til rådighed for undervisning i dette tidsrum. Ændringer, som forlænger det normale skema, varsles i god tid og mindst to uger i forvejen.

Du skal også deltage aktivt i anden undervisning, herunder f.eks. fællesarrangementer, morgensamling, studievejledning, selvstændigt arbejde og virtuel undervisning.

Du skal rettidigt aflevere dine skriftlige besvarelser af opgaver uden snyd, plagiat eller lignende uretmæssig adfærd. Besvarelserne skal godkendes af læreren med hensyn til omfang og kvalitet. Hermed menes, at du skal yde den forventede indsats for at løse alle dele af en opgave, og at du selv skal udarbejde besvarelsen.

Snyd i forbindelse med skriftlige afleveringer eller interne prøver medfører en advarsel. Har du snydt i en opgave, vil den blive betragtet som ikke-afleveret uden mulighed for genaflevering. I gentagelsestilfælde kan du blive indstillet til prøve i faget som selvstuderende.

En advarsel for snyd med skriftlige afleveringer eller interne prøver forældes ikke hen over en sommerferie.

Du skal deltage fuldt ud i terminsprøver, årsprøver, andre interne prøver og lignende.

Du skal dagligt holde sig orienteret på Lectio, herunder læse (og evt. besvare) beskeder fra skolens ansatte.

 

2.1 – Særlige normer om elevernes studiemæssige forhold i relation til deres uddannelse

Hvis du pga. handicap, funktionsnedsættelse eller længerevarende sygdom ikke kan deltage aktivt i hele undervisningen, kan skolen efter din anmodning fritage dig for dele af undervisningen efter skolens konkrete vurdering. Fritagelsen kan evt. ske ved tilbud efter loven om specialundervisning, specialpædagogisk bistand eller sygeundervisning.

Skolen vil i givet fald anmode dig om en lægeerklæring som dokumentation for anmodningen om fritagelse. Det samme gælder, når der er behov for en lægeerklæring som anden relevant dokumentation, f.eks. for sygdom. Udgiften til denne erklæring skal du selv betale.

Der gælder særlige regler for aktiv deltagelse i idræt: Deltagelse i idræt

 

2.2 – Registrering af din deltagelse i undervisning (fraværsregistrering)

Din tilstedeværelse registreres i begyndelsen af hvert modul. Manglende eller for sen aflevering af skriftlige besvarelser registreres løbende.

Alle former for fravær, herunder fravær fra enkelte moduler, medregnes som fravær. Vær opmærksom på, at skolen ikke har mulighed for at ”godskrive fravær” og at alt fravær derfor medtælles. Dette gælder uanset årsagen til fraværet, medmindre du fra skolens side er planlagt med to aktiviteter samtidig. Du har pligt til at angive årsag til fravær så hurtigt som muligt. Du har ligeledes pligt til at give skolen besked på forhånd om planlagt fravær.

Du har adgang til løbende at følge registreringen af dit fravær på Lectio og har mulighed for at fremføre kommentarer til registreringen over for den ansvarlige leder. Du har herunder mulighed for særskilt at oplyse, hvorvidt det registrerede fravær skyldes din opfyldelse af forpligtigelser efter lovgivningen, f.eks. borgerligt ombud eller deltagelse i Forsvarets Dag. Du har også mulighed for at oplyse, om det registrerede fravær skyldes deltagelse i elevdemokratiske møder eller lignende.

Registreringen af en elevs fravær gælder normalt for et år ad gangen, men skolen vil være ekstra opmærksom på elever, der har haft et stort fravær det foregående år.

Hvis dit fravær skyldes sygdom, har skolen ret til at stille krav om en lægeerklæring med henblik på at få dokumentation for fraværets årsag. Du skal selv betale for lægeerklæringen.

Hvis du er fraværende, har du pligt til selv at orientere dig om klassen eller holdets arbejde under dit fravær. Ved længerevarende sygdom vil skolen tilbyde dig sygeundervisning i begrænset omfang svarende til ca. 1 modul pr. fraværsdag.

3. Procedure og sanktioner ved overtrædelse af studie- og ordensreglerne

Din deltagelse i undervisningen følges af dine lærere, klasseteamet, studievejleder og ledelsen. Vi lægger vægt på at gribe hurtigt ind med rådgivning, støtte og evt. sanktioner, hvis din studieaktivitet udvikler sig i negativ retning. Det beror på en konkret vurdering, hvornår skolen reagerer på en elevs manglende studieaktivitet.

For alle sanktioner gælder, at hvis du er under 18 år orienteres dine forældre eller værger via e-Boks. Det samme er tilfældet, hvis du har givet skolen tilladelse til, at vi må kontakte dine forældre/værger efter at du er fyldt 18 år. Når skolen træffer en afgørelse om en sanktion, har du altid ret til at udtale dig i en partshøring, før skolen træffer endelig afgørelse. Det skal ske inden 7 dage (inklusive dage uden undervisning).

 

3.1 – Sanktionsmuligheder

Skolen har i henhold til bekendtgørelsen om studie- og ordensregler mulighed for at beslutte en eller flere af de følgende sanktioner, hvis du overtræder studie- og ordensreglerne:

  1. En mundtlig eller skriftlig pædagogisk tilrettevisning ved overtrædelser af mindre alvorlig karakter. Tilrettevisningen kan også have form af en rektoranvisning. Denne sanktion er ikke en afgørelse, og du har derfor ikke klagerettigheder.
  2. En skriftlig advarsel ved overtrædelse af en eller flere af reglerne, herunder ved prøver. En advarsel bortfalder normalt ved skoleårets udløb eller efter et år. En advarsel over for en elev, der har begået, medvirket eller tilskyndet til snyd eller lignende uretmæssig adfærd, bortfalder dog normalt ikke.
  3. Hel eller delvis udelukkelse fra konkrete eller typer af arrangementer eller aktiviteter, herunder overflytning til en anden klasse på skolen.
  4. Bortfald midlertidigt af SU ved manglende studieaktivitet.
  5. Midlertidig udelukkelse fra undervisning i indtil 10 skoledage. Skolen registrerer dette som fravær.
  6. (STX) Henvisning til at aflægge prøve i et eller flere fag, der kan afsluttes med prøve på det pågældende klassetrin i det pågældende år, uanset om du bliver udtrukket til at aflægge prøve i faget eller fagene. Dette medfører, at der ikke gives årskarakterer, og allerede givne årskarakterer i de(t) pågældende fag bortfalder. Denne sanktion gælder navnlig ved alvorlig eller gentagen snyd eller lignende uretmæssig adfærd (f.eks. højt fravær).
  7. Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende skoleår. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis skolen træffer beslutning om, at du på trods af en eller flere manglende prøver kan rykkes op til næste klassetrin.
  8. Bortvisning fra skolen. Skolen kan som led i behandlingen af en sag beslutte at hjemsende dig midlertidigt eller at begrænse din adgang til skolen midlertidigt, mens sagen undersøges nærmere.
  9. Forbud mod, at du i en nærmere bestemt periode medbringer og anvender nærmere bestemte private genstande eller typer af genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel, under dit ophold på institutionen og i undervisningen, når og i den udstrækning dette er ordensmæssigt eller pædagogisk begrundet.
  10. Tilbageholdelse i normalt højst et døgn af en eller flere af elevens private genstande, herunder mobiltelefon og lignende kommunikationsmiddel. Skolens iværksættelse af en tilbageholdelse forudsætter, at du afleverer genstanden til institutionen. Du er forpligtet til umiddelbart at aflevere den eller de genstande, som skolen har besluttet at tilbageholde, til skolen. Hvis du ikke opfylder denne forpligtelse, kan skolen træffe beslutning om at iværksætte en relevant sanktion herfor. Dette fritager dig dog ikke fra pligten til at aflevere genstanden.

 

3.2 – Betingede sanktioner

Skolen kan beslutte, at en af ovenstående sanktioner kun sættes i værk, hvis du overtræder studie- og ordensreglerne igen inden for en nærmere bestemt periode. Til sådan en betinget sanktion kan skolen også sætte vilkår for at sanktionen er betinget, f.eks. ved at kræve

  1. At du inden for en nærmere frist udbedrer skadevirkningerne af din overtrædelse af studie- og ordensreglerne
  2. At du inden for en nærmere frist på tilfredsstillende måde gennemfører bestemte aktiviteter og lignende, som skolen vurderer, er egnede til at forebygge, at du gentager din overtrædelse eller er egnede til at andre personer gennem mægling kommer bedret ud af situationen med din overtrædelse

 

3.3 – Nægtelse af oprykning til næste klassetrin

I særlige tilfælde kan skolen nægte dig oprykning til næste klassetrin, hvis skolen vurderer, at du ikke har opnået tilstrækkeligt udbytte af det gennemførte undervisningsforløb.

Du har krav på oprykning i næste klasse, når gennemsnittet (ikke vægtet) af de karakterer, du har opnået ved skoleårets afslutning (dvs. standpunktskarakterer ved skoleårets afslutning, eksamenskarakterer og karakterer for interne evalueringer (herunder karakteren i AP og NV på STX)) er mindst 02, og når du har aflagt de krævede prøver ved skoleårets afslutning.

Hvis du ikke har opnået mindst 02 i gennemsnit af de ovennævnte karakterer ved et skoleårs afslutning, kan du nægtes oprykning til næste klassetrin.

Hvis skolen nægter dig oprykning, kan du efter ledelsens godkendelse få ret til at gå det pågældende klassetrin om én gang. Hvis du nægtes oprykning og ikke går klassetrinnet om, udmeldes du af skolen.

4. Klagemuligheder

Du (og dine forældre/værger, hvis du er under 18 år) kan klage over skolens afgørelse mht. sanktioner i forbindelse med studie- og ordensreglerne og de tilhørende supplerende regler. Klagen stiles til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet og afleveres skriftligt til rektor, der videresender klagen. Fristen for at klage er 10 dage (inklusive dage uden undervisning) efter afgørelsen er meddelt dig. Dog er fristen 5 dage (inklusive dage uden undervisning) i sager der vedrører snyd, udelukkelse fra arrangementer, udelukkelse fra deltagelse i undervisning og skoleaktiviteter samt ved forbud mod at medbringe private genstande i forbindelse med undervisning og øvrige skoleaktiviteter.

Når skolen giver dig meddelelse om en sanktion, vil skolen altid give dig konkret klagevejledning.