Fastholdelsesstrategi på Middelfart Gymnasium & HF
På Middelfart Gymnasium & HF er arbejdet med fastholdelse og gennemførelse en alle-opgave; det betyder, at alle ansatte tager ansvar for vores elever og går videre til ledelse, studievejledning eller teamledere med eventuelle bekymringer, når der er elever, der udviser bekymrende adfærd eller har fravær.
I tilfælde, hvor det er mest hensigtsmæssigt, at eleven skifter ungdomsuddannelse eller skole, samarbejder vi med UV-Middelfart, der sikrer god vejledning og videre hjælp.
For langt størsteparten af eleverne er det mest hensigtsmæssigt, at de gennemfører deres ungdomsuddannelse hos os.
Til sammen udgør følgende skolens fastholdelsessystem:
- Skolen kontor er åbent hver dag fra kl. 8 til 16. Her henvender mange elever sig med stort og småt, og vi hjælper dem evt. videre til andre aktører.
- Skolens studievejledning har træffetid de fleste af ugens dage og afholder endvidere samtaler med elever, der henvender sig skriftligt.
- Skolens SPS-mentorer støtter elever med særlige problematikker, der kvalificerer til SPS-støtte.
- Skolens læsevejledere hjælper elever med læsevanskeligheder; det gælder både elever, der tidligere har fået konstateret læsevanskeligheder, men også elever, der af forskellige årsager først ”opdages”, når de er startet hos os.
- Skolens matematikvejleder tilbyder støtte og hjælp til elever med matematikvanskeligheder
- Klasserne har lærerteams, der følger elevernes trivsel.
- To gange årligt afholdes statusmøder om alle klasser, hvor ledelsesrepræsentant, studievejleder og teamledere sammen drøfter udviklingen og elevernes fravær. Efterfølgende igangsættes tiltag for elever, der af den ene eller anden årsag har vakt bekymring. Du kan læse mere herom i skolens studie- og ordensregler.
- I helt særlige tilfælde kan skolens studievejledere visitere enkelte elever til psykologsamtaler i den psykologordning, som skolen er en del af i GymFyn-regi.
Særligt for 1. årgang
- Klassens lærere danner bordgrupper, sådan at eleverne fra start lærer at arbejde sammen i klassen med forskellige klassekammerater; målet er, at hver klasse opnår en god samarbejdskultur, der understøtter læring.
Særligt for 1.g
- I grundforløbet har alle 1.g elever en kontaktlærer, som de har samtaler med om faglig trivsel og overvejelser om valg af studieretning – både gruppevist og individuelt.
Særligt for 1.hf
- I de første måneder gennemfører alle HF-elever et “God i gang-forløb” med hjælp til at komme godt i gang med livet som HF-elev – både fagligt og socialt.
- Efter det første halve år gennemfører faglærerne individuelle samtaler med eleverne med fokus på faglig og social trivsel samt fagvalg.