(+45) 64 41 22 72 mail@middelfart-gym.dk

Studieture og ekskursioner

 

Studieture og ekskursioner på Middelfart Gymnasium & HF

 

Studieture og ekskursioner er faglige aktiviteter, som foregår uden for skolens område. De giver mulighed for at lære på en anden måde og er således et værdifuldt bidrag til den daglige undervisning. Desuden er turene med til at styrke klassens sociale sammenhold, og de er derved med til at øge elevernes faglige udbytte. 

Der gælder de samme forventninger til og regler for deltagelsen i studieture og ekskursioner som i den daglige undervisning. Det betyder, at eleverne forventes at være friske og udhvilet hver dag, og at de deltager aktivt i de planlagte arrangementer. Som det er tilfældet i den daglige undervisning, planlægges turene i et samarbejde mellem lærerne og eleverne. Det er således et fælles ansvar at få et godt udbytte af turen.

På studieture og ekskursioner, som indebærer overnatning, indgår også et vist element af social aktivitet, som ikke direkte er undervisning. Det betyder dog ikke, at der i det tidsrum ikke gælder regler for, hvad der er acceptabelt. Det er ligeledes vigtigt, at eleverne er opmærksomme på, at de skal overholde de regler for adfærd, som gælder der, hvor de opholder sig. Rejser man til et land med andre regler for unges adgang til fx alkohol, skal disse naturligvis følges. Det gælder ikke mindst, hvis der i studieturen indgår udveksling, hvor eleverne bor privat hos andre elever.

Der må ikke nydes alkohol på hytteture, ekskursioner og studieture.

Læreren kan dispensere fra reglen omkring alkohol og give tilladelse til, at der nydes 1-2 genstande udenfor fastsat program. Det skal understreges, at lærerne på en studietur kan fastsætte konkrete rammer for fritiden, fx regler om hvornår eleverne senest skal være hjemme på hotellet af hensyn til næste dags program. En fast regel er, at man ikke går alene i en fremmed by.