Liebst du deutsch?

Har du tysk?

Hvis du vil øve dig på tysk ud over den daglige undervisning, er der mange forskellige muligheder for det på MG. De fleste af aktiviteter foregår i samarbejde med Goethe-Instituttet i København.

De forskellige muligheder:

Hvert år får et par elever i 1g eller 2g et sommerferiestipendium, hvor de i 3 uger deltager i et internationalt sprogophold et sted i Tyskland med alt betalt. Her møder eleverne unge fra hele verden, og man kan tage et sprogcertifikat, som letter vejen i tilfælde af senere arbejde eller studium i tysktalende lande.

I sommerferien mellem 1g og 2g sender vi ca. 6 elever på en Mediacamp i Kiel.

I 2g og 3g tilbyder vi alle tyskelever at tage Goethe-Zertifikat på enten B1- eller B2-niveau. Forberedelsen til prøven foregår på MG, mens prøven aflægges på Goethe-Instituttet i København.

Desuden arrangerer Goethe-Instituttet workshops og konkurrencer for vores elever om fx bæredygtighed, musik, drama og kunsten at debattere. Også tysklærerne nyder godt af Goethe-Instituttets støtte til kurser, workshops osv.

Deutsch lernen und lehren – Teaching German abroad. Desuden har MG et tilbud til ca. 8 elever med tysk på A-niveau, hvor man får muligheden for at undervise high school students i tysk i USA. I oktober 2018 rejste vi for første gang til Whitewater High i Fayetteville, Georgia. Hjemmefra havde vores elever forberedt workshops, som de med hjælp fra MG’s tysklærere stod for at udvikle og gennemføre. Projektets mål er, at vores elever opnår indsigt i sproglæring samt udvikler og forbedrer både interkulturelle og tysksproglige kompetencer. I foråret 2019 fik MG genbesøg af 11 elever fra Whitewater High, som underviste vores elever i engelsk.

Whitewater High School German Program: http://www.germanforspalding.org/